Rigtige drenge og rigtige piger

Jeg er så træt af den evige debat, der næsten altid er på mine billeder (primært på Instagram). Til jer der ikke følger med derinde, handler det kort fortalt om, at jeg er en dårlig mor, fordi jeg lader min søn gå i lyserødt tøj, lader ham have langt hår og lader ham få elastik i håret. Mine børn burde tvangsfjernes eller bo ved deres fædre, da jeg ikke kan finde ud af at have dem hjemme, da jeg præger Novah til at tro, han er en pige og ikke en dreng.

Jeg ELSKER mine børn lige højt – også selvom jeg gør tingene på en anden måde, også selvom jeg giver dem lov til nogle ting andre ikke giver deres børn lov til. Jeg opdrager mine børn med de principper og de redskaber, jeg tror på. Vi alle sammen er jo forskellige mennesker og forskellige forældre som alle sammen tror, at lige netop vi giver vores børn den bedste barndom. Jeg vil ikke dømme de forældre, der lader deres børn vokse op med en iPad i hånden, eller de forældre der køber mærkevaretøj til deres børn, for de gør det helt sikkert ud fra en ide eller tanke, som de tror på, er bedst. Ligesom når jeg køber genbrugstøj og opdrager mine børn, gør jeg det ud fra mine principper, og det jeg tror, er det rigtige.

Jeg giver Novah lov til at gå med en lyserød jakke og få hestehale. Jeg siger ikke til ham “Novah, i dag skal du ligne en pige”. Men når Lia beder om at få sat hår, kommer Novah selv hen til mig med en elastik og siger “os mig”. Og selvfølgelig skal han da have lov til at have en hestehale, hvis det er det, han ønsker. For jeg vil ikke sige til ham, at det må han ikke, fordi han er en dreng. Der findes jo mange drenge og mænd, der har langt hår, og hestehale. Jeg giver min dreng lov til at lege med kønnene selv, og så skal han nok om nogle år finde ud af, hvordan han vil være. Lige nu er han stadig så lille og lige nu leger han bare, han ved jo ikke, at det er “forkert” at han har hestehale i håret, eller at han låner Lias jakke. Jeg render fx også for tiden rundt i min fars gamle jakke, da jeg ikke kan lukke min egen mere. Jeg låner da også nogle gange mine fars sko, hvis mine er for svære at tage på pga maven, og hvis jeg må, hvorfor må Novah så ikke? Fordi han kun er 2 år? Eller fordi han er en dreng? Helt ærligt forstår jeg ikke, hvorfor mine ønsker betyder mere end min søns, det er da helt lige meget, hvor gammel man er. ALLE mennesker har egne ønsker, og de ønsker skal da opfyldes, hvis der er mulighed for det, og at det ikke skader nogen. Og hvem skader det lige, min dreng har en hestehale i håret? Eller at han gerne vil låne sin søsters jakke?

Jeg ønsker personligt og ud fra min synsvinkel at opdrage mine børn til at hvile i sig selv og være helt ligeglade med, hvordan andre tænker om dem. Bare de selv er glade. Jeg ønsker at opdrage mine børn til at acceptere forskellighederne blandt vores medmennesker og lade være med at dømme andre, bare fordi de ser anderledes ud! – For hvem har egentlig sat reglerne for, hvordan en “rigtig” dreng og en “rigtig” pige ser ud?  Jeg gider ikke gå med makeup særlig tit, jeg arver tit nogle af mine fars gamle skjorter, jeg går ikke op i om jeg ligner en supermodel. Jeg går i det tøj, jeg føler mig tilpas i, og jeg er på den måde, hvor jeg føler mig glad. Hvis min dreng går og smiler og er glad, fordi han må låne Lias jakke, er dette så ikke bedre end et nej? Jeg mener, glade børn er sunde børn, og de skal 100% lyttes til, og deres ønsker skal helt klart indgå i beslutningerne, for hvis de allerede nu lærer, at deres ønsker og meninger intet betyder, hvorfor skal de så overhovedet have nogle? Så kan de ligeså godt bare følge med strømmen og lade være med at ytre deres holdninger!

Nu er Novah jo kun 2 år gammel og der er jo klart, at han er mega præget af at bo sammen med os to piger. Han ser jo Lia gå i lyserød og lilla, og så er det jo egentlig ikke så mærkeligt han også gerne vil det. Han ved udmærket godt, han er en dreng, han elsker traktorer, lastbiler, biler og gravkøer. Men han elsker også at lege med dukker og barbie. Og ja han får lov til at lege med det han vil, vi går tit ture med babyen i hans dukkevogn. Hvorfor? Fordi han gerne vil have den med, og han elsker at gå tur med babyen, det udvikler jo også ham i at lære at være omsorgsfuld og kærlig, godt nok er det kun en dukke, men det udvikler ham jo stadig på det punkt. 

Jeg vil ikke fortælle min søn, at han ikke må lege med det, han ønsker. Jeg vil ikke fortælle ham, han ikke må elske dukker eller ønske sig en ny klapvogn i julegave, eller have den jakke på, fordi “sådan gør en rigtig dreng”. Men helt ærligt, hvordan opfører en “rigtig” dreng og en rigtig pige” sig? Og hvordan ser de ud? 

Lia elsker fx paw patrol, men må hun egentlig det? Er det for drenget? Skal hun vokse op i en glittersky fyldt med barbie og lyserøde nips? Og skal jeg tage alt lyserødt ud af mine drengs hånd og fortælle ham, at det må drenge ikke lege med, for så får de varige men og psykiske lidelser? 

Hvis alle forældre opdragede mere frit og ikke puttede børn i specielle kasser fra dag et, tror jeg virkelig på, at vi ville få nogle langt mere sunde og velskabte børn, som kunne acceptere forskellighederne langt mere, end hvad man kan i dag. I dag er det blevet sådan, at ens barn skal have det rigtige tøj på, for hvad nu hvis det blev mobbet ved ikke at have de nyeste bukser på? Ville det hele ikke være meget nemmere, hvis der var plads til at være den man var, og der var plads til at opdrage på den måde, man selv troede på, i stedet for man kronisk skulle gå og være bange for at ens barn blev mobbet, fordi andre forældre ikke har lært deres børn at acceptere forskellighederne blandt mennesker?

Novah skal med tiden nok finde ud af, at andre drenge har kort hår og går med batman på trøjen. Men indtil da lader jeg ham lege ud udforske det hele på hans måde. Og hvorfor er det forkert? Det er 100% hans eget ønske, han forstår nok ikke, at han skiller sig ud, men jeg nyder faktisk tiden nu, hvor han kan få lov at gå i tøjskabet og vælge det tøj, han har lyst til at tage på, uden bekymringerne om det passer sammen, eller om det har de rigtige farver eller de rigtige mærker, han vælger det tøj, HAN vil have på og det tøj HAN synes er flot. 

Jeg fornemmer folk er bange for, han bliver mobbet, man kan det virkelig være rigtigt, at vi i 2018 skal klæde os på en bestemt måde for at undgå at blive drillet. Skal vi virkelig gå i et med tapetet for ikke at blive set? Hvorfor ikke være stolt af den, man er? Hvorfor ikke gå i det tøj, man synes er pænt og skide hul i hvad alle andre mener? Jeg klippede mig skaldet, fordi jeg fik lyst, og jeg elskede det. Jeg var da pisse ligeglad med, hvad alle andre mente. Jeg gjorde det, fordi det var noget, JEG havde lyst til at prøve, og jeg tror helt sikkert på, at fordi jeg selv udforsker det hele, så får mine børn også lyst til det.


Min lille søster har altid elsker biler og hun har et ønske om at blive mekaniker, jeg synes det er fedt hun går op i noget og hun har ALLE dage fået lov til at elske biler, hun har ALLE dage fået lov til at have den interesse også dengang hun var lille, for hvis det var det hun kunne lide? så hvorfor præge hende til noget andet. hvorfor gøre hende anderledes end hvad hun var, for lige netop den interesse gjorde netop hende til den hun er. Jeg drømmer ikke om en pige mere, men jeg drømmer om at man engang i fremtiden lærte at acceptere forskellighederne og lærte at alle bare ikke ser ens ud. 

Skriv et svar