Derfor er jeg dårligt socialt og i skolen

Jeg har længe gået og tænkt meget over om dette blogindlæg skulle se dagens lys, eller om det bare skulle forblive på min computer til evig tid.

På den ene side havde jeg fra starten et stort ønske om at offentliggøre det, men var alligevel meget i tvivl om det nu var det rigtige at gøre. Hvad ville folk ikke tænke? ville folk dømme mig? ville folk misforstå mig? hvordan ville folk reagere? var det alligevel for privat til at dele det med hele Danmark?

Den dag i dag er jeg stadig ikke 100% sikker på at det er det rigtige at offentliggøre det, men jeg har alligevel besluttet mig for at det er det jeg gør. For som i ved tager jeg sommetider nogle chancer her i livet, dette er en af dem. Det er en chance for at komme ud med nogle tanker jeg har gjort mig, og så må det gå godt eller dårligt, jeg ved det ikke før jeg prøver.

Jeg har brug for at komme ud med mine tanker og følelser, og de ting jeg har lært omkring mig selv de sidste mange år.

For selvom det ikke altid virker sådan, så har jeg taget ved lære af mange af de fejl jeg har lavet. Jeg har tit siddet og tænkt over hvorfor jeg lige netop reagere sådan som jeg gør i de pågældende situationer. Hvorfor har jeg behov for at fortælle så mange ting om mit liv? hvorfor har jeg behov for at dele så meget med fremmede mennesker? hvorfor har jeg behov for sommetider at fortælle meget private ting om min mor?

Jeg kommer nok aldrig frem til det helt korrekte svar, men jeg er kommet langt tætter på sandheden, kommet langt tætter på hvorfor jeg er blevet den person som jeg er i dag, jeg kan mærke på mig selv at jo mere jeg arbejder med mig selv, og jo mere tid jeg bruger på at arbejde med mine sorte skygger. jo gladere bliver jeg som person og jo gladere bliver jeg som mor. Og det vigtigste her i livet er vel i bund og grund at jeg er glad og lykkelig og mine børn har en glad og lykkelig mor, så kan alt andet vel i teorien være fuldstændig ligemeget.

Jeg vælger at offentliggøre dette blogindlæg, da der de sidste par dage har været en del debat omkring min skolegang, og om hvorfor jeg har haft nogle dage hvor jeg ikke er kommet i skole.

Syntes egentlig ikke offentligheden skal blande sig i hvorfor jeg ikke kommer i skole, men jeg vil gerne prøve at forklare lidt om hvorfor jeg har så forbandet svært ved at være en aktiv del af den sociale klasse. Hvor dumt det end lyder så har jeg virkelig svært ved at være i et klasselokale med mange mennesker, jeg har virkelig svært ved at være i centrum i skolemæssige sammenhænge, jeg hader virkelig at være i fokus på den måde. Det samme holder jeg heller ALDRIG taler til familiebegivenheder. Kan virkelig få hjertebanken, blive svimmel, få kvalme og føle mine luftveje snørrer sig sammen. Vil ikke kalde det angst overhovedet, men vil kalde det at være meget skrækslagen for at føle mig som “Hende den dumme pige”

Til koncerter, fester eller i mediemæssige kan jeg sagtens være i propfyldte lokaler og der ELSKER jeg at være i centrum. jeg kan godt lide opmærksomheden på den røde løber, få taget billeder og være på lige der.

Jeg vil prøve så godt jeg kan at forklare hvorfor, jeg har det sådan. Ikke sikkert i forstår mig, men jeg håber i alligevel gør et forsøg på at sætte jer ind i min situation, så skal jeg nok gøre mit bedste for at forklare mig så detaljeret som muligt.

Og så må jeg modtage de huk jeg nu engang får for det. Men jeg har brug for at skrive det. Jeg har brug for at fortælle det her til andre folk, måske sidder der andre derude som har det ligesom mig, og som har brug for at vide at de ikke er alene, det var helt klart noget jeg manglede i de ældre klasser og i starten af mit voksenliv.

I dag er jeg heldigvis kommet så langt med mig selv, at jeg ved jeg langt fra er den eneste med disse problematikker, men jeg er nok en af de eneste (som jeg kender til) som tør at stå frem og være fortælle om det uden filter.

Jeg er jo  i gang med at gennemgå alle mine sagsakter så jeg kan få skrevet bogen om hele Lias og Novahs kommune sag, det er et projekt som kommer til at tage rigtig lang tid, det er et projekt som allerede nu har kostet mange tårer, og som helt sikkert kommer til at koste endnu flere tårer. Men det er tårer som er godt givet ud, jeg haster mig ikke igennem det og er på ingen måde hverken helt eller halvt færdig.

Tager mig utrolig god tid til at læse det hele igennem, gerne flere gange for at være sikker på jeg har fanget det hele, og jeg virkelig forstår det der står og ikke det jeg tror der står, tager mig god tid til at prøve og læse det med faglige og professionelle øjne og ikke læse det hvor jeg har en masse følelser og meninger med i vurderingen af teksten.

Det er virkelig vigtigt for mig jeg forstår det 100% som det står, for jo mere jeg forstår af de skrevne ord, jo flere brikker kommer der på plads omkring mig selv som person men også mig selv som mor, der er på en måde også en slags terapi for mig, kan på ingen måde se mig selv sidde ved en psykolog og fortælle om mit liv, så jeg har fundet min egen måde at bearbejde hele mit liv, mine tanker og mine følelser på, min psykolog er mine bøger og min blog. På en måde forstår jeg mig selv bedre og bedre jo flere papirer jeg får læst igennem, jeg ser på sagsakterne i dag med helt andre øjne end jeg gjorde for 5 år siden da jeg så dem for første gang. Dengang var jeg “kun” 17-18 år gammel var meget vred på kommunen og følte de var nogle svin, jeg var meget vred på alle omkring mig. og var generelt ikke særlig positiv overfor noget som helst, i dag er det hele kommet langt mere på afstand er ikke længere så vred og jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg er klar til at arbejde med mig selv, jeg er nået til at punkt hvor jeg er klar på at kigge på hele mit liv med nye øjne og forstå hvorfor jeg er blevet den person jeg er, ikke fordi der er noget glat med mig. Men alle er blevet som de er på grund af oplevelser og erfaringer i deres barndom. Jeg er nu klar til at finde ud af hvorfor jeg altid har haft det så svært socialt og hvorfor jeg altid har haft det så svært i skolen.

Jo mere jeg læser jo flere brikker falder der ligesom på plads for mig, og jo færre mursten føler jeg at jeg skal slæbe rundt på i min rygsæk. Jo færre mursten jo lettere bliver jeg og jo mindre går jeg og spekulere over mange dumme ting, som alligevel ikke føre noget godt med sig. jo mindre jeg spekulere jo gladere og mere positiv bliver jeg og jo lysere ser jeg på fremtiden for mig selv og mine snart 3 skønne unger.

I dag når jeg sidder og læser om min egen barndom og skolegang, forstår jeg godt jeg altid har haft så svært ved skolen, og jeg forstår også godt jeg altid har haft det rigtigt svært socialt.

De reaktioner jeg sommetider har offentligt er jo ofte ikke noget jeg gør bevidst det er en tillært reaktion som jeg kommer med. Det er et reaktionsmønstre som jeg har lært helt tilbage fra mine tidlige år, og da jeg dengang lærte disse reaktionsmønstre og aldrig fik dem fravænnet igen, er det utrolig svært som voksen at fravænne sig dem, det kan lade sig gøre og jeg kæmper HVER EVIG ENESTE DAG, med at fra lærer mig de reaktionsmønstre, som sidder så dybt i mig.

Når man er et lille barn og man lærer disse reaktionsmønstre og når ingen omkring en kan finde ud af at samarbejde og finde en fælles løsning sker der bare ingenting, og ens reaktionsmønstre bliver aldrig brudt. Her tænker jeg ikke kun på mine forældre men her tænker jeg på skole, børnehave sfo, talepædagog, sagsbehandler og hvad der ellers kortvarigt har været inde over mit liv fra jeg var 0 til jeg kom på efterskole i 8 klasse.

Det virker som om alle havde hver deres plan for hvad der var bedst for mig, men ingen snakkede sammen og ingen spurgte mig om hvad JEG havde lyst til. De snakkede i øst og vest, mens jeg hellere ville mod nord, når den basale kommunikation ikke er på plads blandt fagpersonalet og den unge, er det jo dømt til at ende ud i at der ofte ikke bliver gjort ret meget, og det der så endelig bliver gjort er ofte noget som ikke rigtigt fungere alligevel. Derfor lærte jeg at holde mund og rette ind efter hvad de voksne gerne ville have. i hvert fald en stor del af min skolegang. – For ingen lyttede til hvad jeg ville, jeg følte jeg råbte hele verden op. Det virker på mig som om man dengang bare havde stemplet mig som “problembarnet” uden at man reel var intresseret i hvorfor jeg var et “problembarn”

Og pludselig er man voksen og må selv til at lærer at bryde nogle vaner og adfærdsproblematikker uden helt at vide hvordan man gør det, og i starten uden at vide at man faktisk har disse dårlige vaner og problematikker.

Men med tiden indså jeg at jeg havde nogle problemer og jeg har via en psykiater fundet ud af at jeg havde haft en udiagnosticeret ADHD som først blev opdaget da jeg var 22 år. Da jeg fik det afvide lettede der en kæmpe sten fra mit hjerte, for pludselig gav hele mit liv mening. Der har måske været en af grundene til at jeg har været det her “problem barn” alle mente jeg bare var umulig.

Jeg passede ikke ind i en almindelig klasse og i specialklasserne var jeg i starten for stille, men lærte at blive udadreagerende som de andre for at passe ind i flokken. – Tænker nogle gange over hvordan hele min skolegang og opvækst ville have set ud hvis man nu bare havde opdaget jeg havde ADHD da jeg gik i nogle af de små klasser, måske kunne jeg havde været sparet for mange af de utallige nederlag jeg igennem HELE min skolegang har oplevet.

Der står f eks. i mine papire at jeg helt tilbage i børnehaven havde en udadreagerende adfærd over for drengene som drillede mig, jeg var meget udadreagerende og voldsom og kunne blive utrolig frustreret på pædagogerne når jeg blev irettesat.

I dag tænker jeg at jeg dengang har været et helt “almindeligt” barn forstået på den måde, det er jo ikke okay at blive udadreagerende, men når man gentagne gange får af vide men er grim, dum og ingen gider lege med mig, bliver man virkelig frustreret over gang på gang ikke at blive hørt når jeg fortalte om at drengene drillede mig, og når jeg så drillede igen var det mig der var “problemet” Denne problematik fortsatte for mig i lang tid. Folk var gode til at være efter mig i smug, men når jeg mobbede igen gjorde jeg det ofte meget åbenlyst og dermed så pædagogerne og lærerne jo kun hvad jeg gjorde, og tolkede så ud fra det at det var mig der mobbede dem,

Når et barn allerede første gang som 3-4-5 årig bliver stemplet som “problemet” så vil det for altid sætte spor i den person, for allerede dengang må jeg have følt at det var mig den var gal med, allerede dengang må jeg på en eller anden måde havde følt mig forkert.

Ikke for at være frelst på nogen måde for jeg har helt klart også lavet en masse lort i skolen, men jeg husker MANGE episoder hvor jeg har fået skylden for at forsvare mig selv over for mobning eller fået skyld for noget jeg slet ikke havde gjort.

Jeg husker helt tydeligt en episode i 9 klasse, hvor mig og en veninde var taget hjem fra skole omkring kl 10, drengene var som altid efter os, og i stedet for at reagere på deres mobning, var vi begyndt at tage fra skolen. Lærere gjorde ikke noget ved det, så vores bedste overlevelses metode var at “flygte” fra problemerne, og håbe på det blev bedre dagen efter.

Men vi kørte rundt i byen, røg en masse smøger, drak en masse cola og bare hyggede sig som veninder nu engang gør. Da der passede med vi fik fri fra skole, begyndte vi at køre hjem mod hende da jeg havde lovet hende at køre hende hjem. Vi tog ned og tankede min scooter (heldigvis) og tog derefter hjem til hende, tog derefter direkte hjem. Tænkte ikke videre over vi var taget hjem fra skole langt tidligere for der havde vi gjort så mange gange før.

Da min far kommer hjem spørger han med en lidt alvorlig stemme “Hvad har du lavet i dag?” forstår først ikke hvad han mener, for har jo ikke gjort noget vi ikke plejede når det hele blev for meget på skolen. Får så af vide at min far var blevet ringet op af skolen at mig og min veninde skulle været kørt tilbage på skolen og mobbede en af de andre i klassen. Står og ligner et KÆMPE spørgsmålstegn for vi havde ikke været i nærheden af skolen siden i formiddags. Heldigvis troede jeg at jeg nu kunne bevise min uskyld og bevise at drengene på skolen kørte på mig og gav mig skylden for mange ting, som jeg slet ikke havde noget med at gøre, havde jo min bon og kunne fremvise at jeg på dette tidspunkt befandt mig i den anden ende af Odense. Men til trods for beviset blev jeg bortvist fra skolen i 14 dage.

Denne episode sad dybt i mig i mange år. for jeg havde INTET gjort og fik alligevel skylden for det.

jeg tror helt sikkert episoden på skolen var det der fik bærget til at flyde over. For hvorfor gør sit bedste for at komme i skole hver dag selvom hver dag var et helvede? hvorfor kæmpe for at få sin afgangseksamen når man alligevel bare bliver smidt ud i tide og utide? I den periode begyndte jeg at pjække rigtig meget fra skolen, for det havde virkelig givet mig et kæmpe svigt og et stort mistillid til skolesystemet.

I 10 klasse skulle vi til tyskland en uge og jeg var så spændt, min far havde møgforkælet mig så jeg havde lidt over dobbelt så mange penge med som alle de andre. Hvilket min far ved hjemrejsen også bakkede mig op i. men alligevel blev jeg beskyldt af hele klassen og en af lærerne at have taget en andens elevs penge. den uge blev et helvede og selvom min far bekræftede de antal penge jeg havde med fik jeg ingen undskyldning. Kom aldrig tilbage til den 10 klasse. Droppede ud efter max 1 mdr i 10 klasse.

Jeg tror at den massive mobning i skolen og de mange nederlag både fra elever og lærer igennem alle mine skoleår har gjort jeg den dag i dag har det rigtig svært i den sammenhæng, jeg har det virkelig ikke nemt i en klasse. føler alle kigger på mig og alle snakker dårligt om mig. Føler folk bagtaler mig og snakker om hvor dum og grim jeg er.

Når jeg endelig siger noget i timen føler jeg alle folk griner af mig og syntes jeg er til grin. føler ingen vil være i gruppe med mig. Det er virkelig forfærdeligt, og ved godt de her ting slet ikke passer for finder altid sammen med nogle i grupperne og der er ingen der griner af mig når jeg en gang i mellem siger noget i klassen. det hele foregår inde i mit hovede. Men det er så pisse ubehageligt at rende rundt med. Kan mærke det heldigvis bliver bedre og bedre jo ældre jeg bliver og jo mere jeg ser at folk ikke er så modbydelige og ondskabsfulde som jeg går og tror de er, der er faktisk også nogle rigtig søde lærer og elever. Men hver dag er en kamp og hver dag jeg kommer afsted er en sejr for mig. det er en sejr for mig at komme afsted i skole.

Havde kun meget få venner da jeg var yngre har altid holdt mig meget for mig selv, og gør det egentlig til dels stadigvæk. De venner jeg havde i de små klasser stak mig i ryggen og blev rigtig såret rigtig mange gange i en ung alder, så jeg lærte hurtigt at sætte en facade op og holde folk på afstand, var der endelig nogle der kom tæt på ødelagde jeg det selv for ikke selv at blive såret. Men for det meste lod jeg aldrig nogen komme rigtig tæt på mig.

Dem der viste interesse for mig ville helt sikker ikke være mine venner afligevel. Så jeg endte med at mobbe dem for at få 2 minutter inde i varmen ved de seje i klassen. – Det var INGEN holdbar løsning, det kan jeg se nu men dengang var det min eneste løsning.

før i tiden havde jeg ondt i maven og jeg kunne græde mig selv i søvn fordi jeg ikke ville i skole. Jeg er nu som voksen kommet pisse langt og er skide stolt af mig selv

Jeg skal nok en dag gennemføre det hele det ved jeg! – Når jeg har det som jeg har det med skole og hele det sociale netværk, får jeg til tider stadig ondt i maven over at jeg ved på den skole jeg går på nu, er der et familiemedlem som går på samme skole som sidder og skriver på nettet når jeg er der og når jeg ikke er der. har det dårligt med at gå ned og ryge for ser hun mig nu? skriver hun det på nettet? tager hun billeder af mig? turde knap holde en venindes energidrik i rygeskuret nogle dage inden ferien, for hvad nu hvis hun så det og skrev jeg drak det? – Jeg prøver virkelig ikke at tænke på hende og ignorere hende, men med de ar og de lig jeg har i rygsækken og til dels stadig har med i dag, er der fandme svært bare at komme i skole og være “som alle andre”

Håber ikke mit indlæg blev alt for forvirrende, og håber det gav lidt mening. Jeg skriver ikke dette for at forsvare mig, skriver det primært for min egen skyld for at få luft og komme af med nogle tanker, men skriver det også for måske sidder der andre derude som mig som måske har brug for at vide de ikke er alene. JEG havde i hvert fald brug for at komme af med det, få tømt hovedet og lettet mine skuldre lidt.

Fortsat god dag.

Skriv et svar